top

Interviews

Marcus maskinmesterkadet

Hvordan blev du opmærksom på uddannelserne hos Maersk?
Uddannelseskaravanen besøgte min skole, og der var bl.a. en repræsentant for de maritime uddannelser, maskinmester og skibsfører – og så var han desuden ambassadør for Maersk. Jeg spurgte ind til uddannelsen, og efter at have lyttet fascineret til Maersks repræsentant i 40 minutter var jeg ikke længere i tvivl: jeg skulle være maritim maskinmester.
Hvorfor valgte du at søge ind hos Maersk?
Grunden, til at jeg gik benhårdt efter at komme ind hos Maersk, var, at det er et kæmpe selskab med mange aktiviteter. Det giver enormt gode muligheder fremover, idet man kan besidde mange forskellige jobs. Allerede under uddannelsen kan det mærkes, fordi man får mulighed for at afprøve tre forskellige skibstyper, hhv. container-, supply-, og tankskib. Derudover er Maersk meget professionelle i deres rekruttering af kadetter. Man føler sig tryg gennem forløbet, da de er gode til at informere om, hvad der skal ske, blandt andet omkring vaccinationer, visum m.v.

Forud for ansøgningen laver man en personlighedstest online, som man får feedback på til samtalen på Kadetadministrationen i Svendborg. På selve dagen får man et oplæg, og derefter er der en logisk test, der skal laves. Til sidst er der samtalen, der tager omkring 30 minutter. Inden for 14 dage efter samtalen får man at vide, om man har fået pladsen eller ej – jeg var så heldig at få en plads.
Fortæl lidt om din hverdag på SIMAC…
Som maskinmesterkadet starter man med et forløb på værkstedsskole, hvor man lærer forskellige hånd-værk. Semesteret er inddelt i forskellige forløb af 1-3 ugers varighed. Disse forløb er eksempelvis svejsning, drejning, fileskole, sikkerhedskurser m.v. Efter seks måneder afslutter viværkstedskolen med et tremåneders projekt, hvor man bruger nogle af de færdigheder, man har tilegnet sig.

Studiemiljøet på SIMAC i Svendborg er rigtig godt; folk kommer fra hele landet, og det skaber et godt sammenhold. Jeg synes, folk er meget flinke, og det er nemt at skabe relationer, selvom jeg ikke kendte nogen, før jeg startede på studiet. Skolen er inddelt i tre afdelinger, alle beliggende i Svendborg, og når man skifter forløb hver 14. dag, møder man hinanden på kryds og tværs af holdene. Man kan desuden skabe relationer i de to fredagsbarer på SIMAC. Her møder man også ældre studerende, og de er meget flinke mod de nystartede, hvilket er noget af det fedeste ved studiemiljøet på SIMAC: hvis man er i tvivl om noget, eller har brug for hjælp eller et godt råd, kan man altid spørge de ældre studerende.
Hvad kan du godt lide ved uddannelserne hos Maersk?
I april/maj 2016 skal vi ud at sejle, og jeg glæder mig rigtig meget til søpraktikken. Jeg glæder mig til at komme ud og se, hvordan livet og jobbet på skibet er. Derudover håber jeg på at få lov til at gå i land nogle steder, jeg ikke har set før. Og så har jeg hørt en masse historier fra andre elever m.v., og jeg ser frem til at se, om de er sande og til at få dannet mine egne indtryk. Jeg synes, noget af det gode ved uddannel-sen er, at man så tidligt i forløbet kommer ud at opleve, hvordan det er at arbejde som maskinmester.

Bonnik maskinmesterkadet

Hvorfor valgte du at søge ind hos Maersk?
Jeg valgte at starte som skibsofficer ved Maersk, fordi jeg var meget usikker på, om det var maskin- eller brodelen, jeg fandt mest interessant. Ved at starte som skibsofficer tog jeg basisuddannelsen, som er grundlæggende for begge uddannelser. Jeg havde allerede besluttet mig for, at jeg ikke ville læse til skibsofficer men vælge enten maskinmester eller skibsfører, og så bruge al min energi på at blive god til én af de to. Efter første sejlperiode valgte jeg at skifte til maskinmester, hvilket jeg bestemt ikke har fortrudt.
Hvad kan du godt lide ved uddannelserne hos Maersk?
Den maritime maskinmester er en helt igennem fantastisk uddannelse. Det er en meget bred uddannelse med masser af karrieremuligheder, og arbejdsløsheden blandt maskinmestre er også lav. Det er en uddannelse, hvor man får kompetencer inden for rigtig mange fagområder, såsom motor, automation, køleteknik, dampteknik og el-autorisation. Man får SU, når man er på skolen og løn, når man er i praktik.
Fortæl lidt om din hverdag på SIMAC…
Da maskinmesteruddannelsen er en bacheloruddannelse, er der mange afleveringer og opgaver. Arbejdsbyrden er væsentlig højere end på gymnasieuddannelserne. Der er rigtig mange projekter på tværs af fag, og det gør det utrolig spændende, at man får knyttet fagene sammen, og det hele dermed går op i en højre enhed.

Studiemiljøet på SIMAC er rigtig godt. Der bliver lavet en del arrangementer, såsom vinsmagning, fisketure, travaljeroning, bingo og mange andre ting. Der er også to fredagsbarer tilknyttet skolen, Sumpen og Los Lagos, som ligger på to forskellige SIMAC-adresser. Her kan man koble af omfredagen, få en øl/sodavand og tale med sine medstuderende på tværs af klasserne.

Svendborg er en rigtig dejlig by at studere i. Mulighederne for fritidsinteresser er mange; fodbold, håndbold, styrketræning osv. Det er også en by med mange caféer og diskoteker, hvor man har rig mulighed for at socialisere med sine medstuderende og med studerende på andre uddannelser.To gange om året bliver der desuden arrangeret pub crawl på tværs af nogle af de videregående uddannelser i Svendborg.
Hvordan er livet til søs?
En praktikplads ved Maersk har gjort, at jeg har været ude at sejle på nogle af verdens største containerskibe. Det er en rigtig fed måde at opleve verden på. Jeg har sejlet i Europa, Asien og USA, hvor jeg har besøgt rigtig mange fantastiske byer. Jeg har også flere gange sejlet igennem Suez-kanalen, hvilket er en kæmpe oplevelse.
Hvad får du fagligt og personligt ud af at være hos Maersk?
Når man er i praktik hos Maersk, får man masser af ansvar. Man får lov til at deltage i den øvrige besætnings rutiner, og man får også hurtig sine egne opgaver. Det er dejligt at føle – selvom man er kadet – at man bliver taget alvorligt på skibene, og at den øvrige besætning er villig til at lære fra sig. Jeg har virkelig udviklet mig meget gennem min praktikperiode ved Maersk, hvor især min maskinforståelse og mit engelske har udviklet sig til det bedre.
Hvad er dine planer med uddannelsen?
Mine fremtidsplaner er at sejle min 2-årige kontrakt ved Maersk ud og derefter at se, hvad tiden vil bringe. Jeg ved ikke, om jeg vil blive ved med at sejle, men med en maskinmesteruddannelse har man også mulighed for at gå i land eller gå offshore. Jeg er rigtig glad og stolt over at kunne skrive Maersk på mit CV.

Daniel maskinmesterkadet

Hvordan blev du opmærksom på uddannelserne hos Maersk?
Min drøm har altid været at uddanne mig inden for økonomi, så da jeg blev færdig med min HHX, gik jeg all in på at finde en elev eller traineeplads som revisor eller advokat. Desværre fandt jeg ingen af delene, selvom jeg søgte både højt og lavt. Efter ca. et halvt år faldt jeg over en annonce på nettet fra Bliv Skibsofficer og tænkte, at maskinmester da var en mulighed. Jeg udfyldte og indsendte ansøgningen, og dagen efter fik jeg en mail retur om, at de meget gerne ville se mig til en samtale. Jeg tog til Svendborg og havde en rigtig god samtale med Maersks kadetadministration, og efter ganske kort tid fik jeg et svar tilbage om, at jeg var blevet optaget på SIMAC som maskinmester.
Fortæl lidt om din hverdag på SIMAC…
På første skoledag var der en masse nye mennesker fra mange forskellige dele af Skandinavien. Ikke særlig mange af os kendte hinanden i forvejen, men skolen gjorde et virkelig godt forsøg på at få samlet os til en enhed, inden de rigtige skoledage begynde. Få dage efter begyndte det, som jeg med stor glæde ser tilbage på, nemlig værkstedskolen, hvor vi skulle lære alt det basale ved håndværk. Det var enormt hyggeligt og virkelig sjovt, og vi blev som klasse knyttet virkelig tæt. Det var en flok drengerøve, der blev samlet, og det vi alle havde tilfælles, var vores passion for teknik. Hver fredag rundede vi ugen af med en øl på skolen. Vi havde det ekstremt hyggeligt, og efter at have tømt en ramme, gik turen videre til Sumpen, en fredagsbar på et af Svendborgs kollegier. Det var vores samlingspunkt hver fredag, inden vi tog hver til sit – enten hjem til familien eller videre til fest. Efter en periode hvor vi lærte alt, der er godt af vide om håndværk og metalarbejde, stod den på værkstedskoleprojekt – en periode på 10 uger, hvor vi udførte et selvvalgt projekt, dels for at lære at arbejde selvstændig, dels for at lære at planlægge vores tid. Projektet var ekstremt lærerigt, og sammenholdet blev virkelig styrket af den hjælp vi gav hinanden på tværs af projekter.
Hvordan er livet til søs?
Jeg valgte at tage ud og sejle alene. Det var helt sikkert en udfordring, men hold fast det var en oplevelse at være derude, hvor du intet andet kan se end jordens krumning og vand så langt øjet rækker, og du får lov til at arbejde med de kæmpe motorer og det enorme maskineri ombord. Det var en oplevelse for livet, som jeg for alt i verden ikke ville være foruden. Det gav hår på brystet og rigtig mange fede oplevelser; nytår i New York, sejladser gennem Suez-kanalen, rejser jorden rundt og møder med en masse spændende mennesker på vejen. Det at komme hjem efter den oplevelse var en stor omvæltning. Det var stort at komme hjem og se mine medstuderende, de mennesker jeg havde lavet projekter og drukket øl med. Men nøj, det at være ude og sejle var noget specielt.

Jeg har været i gang med uddannelsen i næsten tre år nu og må indrømme, at jeg er i den grad er glad for, at jeg ikke fik et 9-16-job på et økonomikontor, men i stedet fik plads som maskinmester hos Maersk. Jeg ser frem til den dag, jeg skal ud og sejle igen og kan kalde mig for uddannet maskinmester.

Steffen maskinmesterkadet

Hvorfor valgte du at søge ind på din uddannelse?
Jeg havde længe overvejet at læse maskinmester, og jeg så søfartsuddannelsen som en mulighed for at nå at opleve verden og for at opleve et anderledes miljø. Ved en uddannelsesmesse på kasernen mødte jeg en repræsentant for Maersk. Han fortalte om muligheden for at sejle med Maersk undervejs i uddannelsen. Jeg fik sendt en ansøgning af sted og fik senere tilbudt plads.

Jeg valgte maskinmesteruddannelsen for at få en større praktisk forståelse for den tekniske verden. Jeg har altid interesseret mig for, hvordan ting virker, så for mig var det et naturligt valg, da jeg først blev præsenteret for uddannelsen.
Hvad kan du godt lide ved uddannelserne hos Maersk?
Maskinmesteruddannelsen giver en stor og bred forståelse for det tekniske og teoretiske samtidig med, at man får mulighed for at få praktisk føling og få hænderne ned i det, man arbejder med. I praktikforløbet når man virkelig at bruge de kundskaber, man har tilegnet sig undervejs i uddannelsen.

Jeg har desuden lært en del om multikulturel forståelse. Det at arbejde med andre nationaliteter giver en større forståelse for, hvordan andre mennesker tænker.
Fortæl om din hverdag på SIMAC…
Hverdagen på SIMAC er som på mange andre videregående uddannelser. Folk er fokuserede på deres uddannelse, og der er rig mulighed for at få hjælp til opgaver, hvis man ønsker det. SIMAC har gode faciliteter i form af simulatorer og værkstedsarbejde, så man kan prøve sine kundskaber af.
Hvordan er livet til søs?
Livet på skibet er noget anderledes end det, man har herhjemme. Det er et lille samfund bestående af forskellige mennesker fra forskellige miljøer. Søfartslivet har i nogen grad et hieraki, men det er ikke noget, der lægges stor vægt på. På alle andre arbejdspladser er man jo også vant til at høre efter, når ens chefer beder en om noget.
Hvad er dine planer med uddannelsen?
Endnu har jeg ikke den store, langsigtede plan. Jeg regner med at tage ud og sejle det første stykke tid, mens jeg stadig ikke har børn eller hustru. Hvad tiden derefter bringer, vides ikke.

Er du klar til at blive skibsofficer

Er du klar ? Bliv skibsofficer i dagAnsøg i dag
De 3 uddannelser
Uddannelserne til maskinmester, skibsfører eller skibsofficer varer mellem 3 år og 9 måneder og 5 år og 6 måneder.
Læs mere
Copyright © Maersk - All Rights Reserved.

SEO, SEM & WEBDESIGN.