top

Emma

LIVET SOM KADET SEKTION
INDHOLD
Intro
Emma
Mit navn er Emma Grønsund. Jeg er 22 år og kommer fra Frederiksberg. Jeg bor i Nyborg og studerer til skibsfører på SIMAC. Jeg er rigtig glad for at tage billeder og bestræber mig på at få mange billeder af det, jeg foretager mig ombord.
 
Min baggrund er en marineblå hue fra Frederiksberg Tekniske Gymnasium i 2012 efterfulgt af to sabbatår, som blev brugt på at rejse, aftjene værnepligt og arbejde som stewardesse for DFDS Seaways.

Det var sidstnævnte, der sparkede gang i min interesse for at sejle. Jeg vidste, at jeg ikke kunne fungere på en almindelig universitetsuddannelse med næsen i bøgerne konstant. Min interesse for at blive styrmand kom i takt med, at jeg, som stewardesse for officererne ombord på Crown Seaways, blev en del af deres hverdag og arbejde ombord, og efter at have aftjent mine fire måneders værnepligt undersøgte jeg mulighederne. Jeg søgte ind hos Maersk, kom til samtale og blev i januar 2014 tilbudt ansættelse. Som jeg selvfølgelig takkede ja til.
   Kadet-log fra Nikolaj  
26. juli 2015
Eleonora Maersk
Mit andet skib blev Eleonora Maersk, hvor jeg var lidt over to måneder. Besætningen bestod af filippinere, thailændere, indere og massere af danskere. Da jeg påmønstrede Eleonora i slutningen af maj 2015, havde jeg haft seks dage hjemme og manglede i den grad overskud. Jeg havde dog fået halvanden dag på et lækkert hotel i Hong Kong, inden jeg kom ombord – det hjalp. 
 
I min fritid på Eleonora ”interviewede” jeg besætningsmedlemmerne, som havde en masse spændende historier. Fx fortalte matrosen, Reynaldo, som har sejlet i 23 år, at de med hans første skib lagde til midt i en borgerkrig, så fortøjningsfolkene ved kajen bar maskingevær og sikkerhedsveste. Der var også mange historier om pirateri fra de matroser, der har været på mindre skibe.
Du kommer til at gå glip af en masse, når du er ude at sejle. Jeg elsker festivaller og måtte nøjes med Spotify-playlister under Roskilde Festival, NorthSide, Tinderbox og Copenhell. Min storebror, som bor i Tokyo, var på besøg i Danmark i starten af maj, men fordi Guthorm led under forsinkelser, kom jeg først hjem fem dage efter, han var fløjet tilbage til Japan. Jeg er gået glip af runde fødselsdage, og jeg var den sidste, der fik at vide, at min storebror skulle giftes og være far. Jeg mistede min mormor og morfar med fem dages mellemrum, mens jeg sad ombord Eleonora på vej ud af Europa. Jeg havde ikke tid, de seks dage jeg var hjemme, til at se dem, og nu skulle jeg ikke se dem igen.

Da jeg fik nyheden om min morfar, blev jeg tilbudt at få min kontrakt forkortet, da jeg allerede havde opnået mine seks måneders sejlads. Det var en sjælden mulighed, men jeg takkede pænt nej, da jeg stod med min billet fra Shanghai til Tokyo og skulle besøge min storebror, som jeg ikke havde set i et år. Da jeg fem dage senere fik at vide, at min mormor også var sovet ind, fortrød jeg, at jeg ikke havde forkortet kontrakten. Men vi var på vej gennem Suez, og næste gang der var afmønstringsmulighed var i Singapore to uger senere. Så jeg blev ombord til Shanghai og fløj som planlagt over til min storebror.

Det var rigtig hårdt at være ”fanget” på et skib og få at vide, at mine bedsteforældre var gået bort. Jeg var bekymret for min mor, som ikke havde nogle af sine børn hjemme. Og selvom jeg havde en fantastisk besætning, der talte med mig om det, så havde jeg det jo elendigt. Jeg havde ikke troet, at jeg ville miste dem, mens jeg var ude og sejle. 

Heldigvis er der dog også masser af sjov og hygge ombord, fx til pool party med karaokekonkurrence og alkoholfrie øl. 
     
21. juni 2015
Første praktik - Guthorm Mærsk
Jeg havde fire måneder ombord på Guthorm Mærsk, som var helt fantastiske – ikke mindst takket være de venner jeg fik ombord. På Guthorm var kaptajnen, maskinchefen og jeg de eneste danskere ombord. Ellers bestod besætningen af filippinere, thailænder, briter, ukrainer, rumæner og indere. 
Jeg havde det rigtigt godt på Guthorm. Den første måned ombord gik jeg med på andenstyrmandens vagt fra 12.00 - 16.00 og 24.00 - 04.00. De resterende tre måneder var jeg med på tredjestyrmandens vagt fra 08.00 - 12.00 og 20.00 – 24.00. 
 
Den første måned brugte jeg på at lære skibet at kende, gennemgå søfartsreglerne, lære om søkort, parallellinealen i praksis osv. Jeg lærte alt det, jeg havde brugt seks måneder på at læse om, i praksis. Jeg forstod det hele meget bedre, nu hvor jeg stod med det i hænderne. Jeg blev sendt ud kl. 02 om natten for at vurdere vindstyrke og bølgehøjder i den kolde, europæiske vinter, jeg lærte at bruge gyroen og radaren til at foretage pejling af et objekt, og jeg lærte at lægge skibet til og fra. Når jeg skulle navigere skibet, skulle jeg forklare, hvorfor jeg gjorde eller ikke gjorde noget i henhold til søvejsreglerne. 
På tredjestyrmandens vagter fik jeg langsomt en fast rutine, hvor jeg stille og roligt kunne ”overtage” hans arbejde. Jeg så helst, at styrmændene intet foretog sig, så jeg kunne gøre arbejdet og på den måde lære at sammensætte min egen arbejdsdag. Efterhånden som jeg lærte tingene, sad styrmanden bare i stolen og underholdt mig, mens jeg arbejdede. Det var fedt at få så meget ansvar og mærke, at de stolede på mig. 
 
I fritiden finpudsede jeg mine bordtennistalenter og blev rimelig god til det – i vores turnering på Guthorm blev jeg kun andensidst. Og så så vi rigtig mange film. Jeg spillede ofte bordtennis og bordfodbold med andenmesteren, mens vi diskuterede alt mellem himmel og jord, og på vores fire ugers sejlads til Long Beach havde andenmester, maskinkadet og jeg selv arrangeret en bordtennis- og bordfodboldturnering, hvor man kunne vinde fantastiske præmier købt i Kina (!). Hver aften efter aftensmad samledes det meste af besætningen i skibets fitnessrum og deltog i turneringerne. 
 
Jeg blev introduceret til hinduisme og indisk kultur, så indtil flere Bollywood-film, og når jeg havde landlov med den indiske kadet, købte han som regel indisk mad med tilbage til skibet. Men der skulle selvfølgelig også noget kultur den anden vej. Dansk mad er der rigeligt af om bord, men den danske sømandsklassiker ”Marta” blev introduceret med nogle til tider lidt mærkelig engelske oversættelser, men blev ellers taget godt imod. Filippinerne var så begejstrede for Ove Sprogøes dansescene, at den blev efterabet et par gange om dagen den efterfølgende uge.
 
    
1. maj 2015
Studiestart og sofasurfing
Jeg har altid drømt stort, men havde aldrig overvejet en karriere inden for søfart. At arbejde som stewardesse gør jo ikke en til supernavigatør, så jeg havde knap lært, hvad der var styrbord, og hvad der var bagbord, da jeg startede på SIMAC. Men et halvt år med nogle rigtig spændende fag som navigation, vagttjeneste og miljø og nogle fantastiske praktikperioder, hvor jeg kom ud og arbejdede med det, jeg har lært i praksis, har gjort, at jeg ved, at det er det her, jeg vil.  
 
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke helt vidste, hvad jeg kastede mig ud i sidste sommer. Hvad byder de næste seks måneder på? Hvilke fag skal jeg have; hvad går de ud på? Hvad pokker skal man bruge en lineal på den størrelse til? Jeg var jo helt grøn. Og så var der selvfølgelig de studierelevante tanker; vil jeg overhovedet sejle? Hvad hvis jeg skal gå i klasse med en flok tosser? Kan jeg klare det her studie?
 
Det skal lige siges, at det var en flok tosser. På den gode måde. Hvem pokker tager ud og drikker på en onsdag? Det gør man åbenbart i Svendborg. Jeg har kendt disse mennesker i et år nu, men allerede inden for de første to uger flyttede jeg ind hos en af pigerne for resten af første semester. Jeg sofasurfede rundt omkring og har altid kunnet ringe til mine klassekammerater, når jeg følte mig frustreret over studiet, eller at jeg ikke kunne finde ud af noget som helst. Og så blev jeg opmuntret eller fik hjælp. De er skide søde og hjælpsomme alle sammen, og jeg har savnet dem, mens jeg har været ude og sejle. 
Kadet-log fra Nikolaj  Kadet-log fra Nikolaj  

Er du klar til at blive skibsofficer

Er du klar ? Bliv skibsofficer i dagAnsøg i dag
De 3 uddannelser
Uddannelserne til maskinmester, skibsfører eller skibsofficer varer mellem 3 år og 9 måneder og 5 år og 6 måneder.
Læs mere
Copyright © Maersk - All Rights Reserved.

SEO, SEM & WEBDESIGN.